Arbejdstid – myter og fakta

Fra tid til anden kommer der en ny historie, en ny statistik, en ny vinkel på fortællingen om danskernes arbejdstid. Det går næsten altid ud på, at danskerne arbejder mindre, holder mere fri og går tidligere på pension end indbyggerne i stort set alle de lande, vi kan sammenlignes med. Lad os lige efterprøve det.

I Frankrig er pensionsalderen 62 år, og der er vilde protester fordi regeringen vil sætte den op til 65 år. I Tyskland er pensionsalderen 65 år, og den trappes op, så den i 2029 vil være 67 år. I Sverige er pensionsalderen 64 år. I Holland arbejder 77% af kvinderne på deltid, i Danmark er tallet 37%.

Jeg véd godt, at jeg her har været ude og “cherry picke” i statistikkerne, men min pointe er bare, at der er forskel på de faktuelle forhold og på den generelle fortælling. Vi arbejder mindre end nogle nationer, og mere end andre. Jeg er sikker på, at man kan finde én eller anden optælling, der understreger de ønskede pointer. Som bekendt findes der tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik.

Den ugentlige arbejdstid

Op til midt i forrige århundrede, bestod en kernefamilie af far, mor og børn. Far gik på arbejde i en 50-60 timer (se nedenfor), mens mor passede hjem og børn. I dag er begge kernefamiliens forældre som oftest udearbejdende i noget der ligner 37 timer, dvs. 2 x 37 timer = 74 timer om ugen. De danske familier arbejder altså samlet mere i dag end for 50-60-70 år siden!

Det er jo ikke ligefrem dét, der præger debatten om arbejdstid. Men måske er det en “ubekvem sandhed”, der spiller meget dårligt sammen med den dystre fortælling: at vi alle sammen skal arbejde både mere og længere, fordi vi skal forsørge os selv, betale skat og i det hele taget finansiere velfærdssystemet.

Den ugentlige arbejdstid gennem det 20. århundrede

År 1900: 60 timer – 1915: 56 timer – 1919: 50,5 timer – 1920: 48 timer – 1958: 47 timer – 1959: 46 timer – 1960: 45 timer – 1966: 44 timer – 1967: 42,5 timer – 1971: 41,75 timer – 1976: 40 timer – 1985: 39 timer – 1987: 38,5 timer – 1988: 38 timer – 1989: 37,5 timer – 1990: 37 timer.

(Kilde: Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.)

Men er det egentlig den enkeltes livsmål? Er det dét vi vil? Er det dét, der er meningen med vores eksistens? Skal vi bare arbejde, arbejde, arbejde… mere, mere, mere… hurtigere, hurtigere, hurtigere lige til vi segner?

Undertiden lyder det sådan fra vores politikere i på Christiansborg. Og måske er det ligefrem hér man finde kimen til den værste epidemi i en menneskealder? Jeg taler ikke om Covid-19, men om S-T-R-E-S-S. Der er en global stress-epidemi, og den rammer de industrielle samfund hårdest.

Ugentlig arbejdstid betyder noget i forhold til stress

Efterhånden som det vanvittige arbejdsliv finder vej til Folketinget og byrådssalene, så bliver det forhåbentlig indlysende også for politikerne selv, at vi bliver må gøre noget andet. Hvis man fortsætter med at gøre, som man plejer, får man bare mere af det samme.

“Definitionen på sindssyge: At gøre det samme igen og igen, men forvente et andet resultat.”
– Albert Einstein –

Det nytter ikke, at vi bare sætter pensionsalderen op, afskaffer helligdagene, forventer at alle arbejder fuld tid. Det løser ikke problemet. Det er lidt som at fodre hunden med sin egen hale. Grimt billede, men er det ikke det, der sker?

Begge forældre går på arbejde. Måske fordi de gerne vil (gøre en forskel, realisere sig selv, lave noget interessant). Men især fordi det er en nødvendighed for at kunne oppebære en vis levestandard. Boligerne er dyre. Man har brug for to biler. Børnene skal passes, evt. hjælp i hjemmet til rengøring, man skal på mindst én udlandsrejse, gerne flere osv. Men hvem har sagt, at det skal være sådan?

Er 37 timer et helligt tal?

Hvorfor er den ugentlige arbejdstid ikke blevet nedjusteret i takt med de teknologiske fremskridt i mere end 30 år? Har fagbevægelsen ikke en vigtig rolle her?

De af os, der er timelønnede, eller akkordlønnede, arbejder ofte efter skæve kontrakter alligevel. Så vi har som hovedregel ikke en 37 timers arbejdsuge. De af os der arbejder om aftenen, om natten, i weekenden og på helligdage har ligeledes særlige arbejdstidsaftaler med skæve timetal, løntillæg og afspadsering.

Så er der de af os i produktionen, som er på fast løn. Her er der er en direkte sammenhæng mellem timetal og løn. Lønnen reguleres alligevel ofte (+/-) med det reelle timetal, så de 37 timer er også her kun et gennemsnit. Endelig er der de af os der er på funktionærkontrakter eller har “vidensarbejde” på fast månedsløn for 37 timer. Vi arbejder alligevel både mere og mindre, mest mere, men registrerer pligtskyldigt timer, som om det gjorde nogen forskel.

Det eneste de 37 timer bruges til, er til at udregne en (teoretisk) standardløn samt beregne ferie og feriefridage osv.

Arbejdstid er hverken udtryk for produktivitet eller værdiskabelse

På arbejdspladser, hvor man går virkelig op i 37 timer, findes der adskillige eksempler på medarbejdere, der bare “sidder efter”. De har udført dagens opgaver, der er ikke mere at lave lige nu, men de skal være der 7,4 timer. Det bliver så absurd.

Siger timetallet overhovedet noget som helst om værdien af vores arbejde? Man fristes til at sige nej med eftertryk. Hvis jeg skal skrive en rapport, bliver den så dobbelt så god, hvis jeg bruger 20 timer, fremfor 10 timer? Der er selvfølgelig en minimumsstandard, læsbarhed, stavning, syntaks mm. Men bliver den virkelig meget bedre fordi jeg sidder og nusser med den i nogle ekstra timer? OK, nogen vil sige at den bliver bedre, men skaber den så mere værdi?

Pseudoarbejde

De fleste rapporter og analyser, som jeg har skrevet gennem mit arbejdsliv, er desværre bare alibi-tekster. Dvs. noget der er blevet udarbejdet, fordi “sådan én skal man jo have”. Eller “vi skal jo træffe beslutningen på et oplyst grundlag”. Du kender argumenterne, suk!

Når jeg har lavet min rapport, skal jeg ofte bagefter lave et “management summary” på 1-2 A4-sider. Derefter bliver min rapport bare et bilag, som ingen læser, men som fint arkiveres. Så kan vi altid hive den frem, hvis en nævenyttig myndighedsperson eller journalist skulle efterspørge den. Rent alibi. Hvad er det for en arbejdskultur? Hvem sagde pseudoarbejde?

Modbølger

Heldigvis er der også modbølger til det fortsatte arbejdstempo. Flere og flere eksperimentere med 4 dages arbejdsuge. Nogle steder med 30 timers arbejdsuge, andre steder med en arbejdstid på 32, 35 eller 37 timer. Nu må vi se hvordan det ender, men man skal jo begynde et sted. Det er fint at man afprøver forskellige modeller for den ugentlige arbejdstid.

Der er også flere og flere, der bliver selvstændige eller freelancere. Det giver fuld beslutningskraft i forhold til arbejdstinden (i hvert fald teoretisk). Mange går på deltid, nogle vælger at gå hjemme og “lade sig forsørge” af den anden voksne i familien. Og nøj, hvor får de larm for det, hvis det er kvinder. Men hvorfor ikke lade de enkelte personer eller familier finde deres egen vej? Så længe de forsørger sig selv, har de vel ret til selv at bestemme?

Ikke i følge den nuværende SVM-regering. Her er statsministeren ude i en udskamningskampagne mod dem, der ikke arbejder alt, hvad de overhovedet kan. Og regeringen hapsede også lige Store Bededag fra os som betalt fridag, selvom ingen kan bevise, det har nogen varig effekt. Det kommer der jo fx ikke 50.000 flere medarbejdere i social- og sundhedssektorerne af.

Ingen taler om de positive effekter af kortere arbejdstid

De fylder ikke i toget eller på motorvejen i myldretiden, og de bliver ikke syge af stress. Der er mere tid til børnene, så de også kommer til at trives bedre. De sætter som ofte også forbruget ned, lever sundere (laver mad fra bunden), har bedre helbred osv. Alt sammen noget der trækker mindre på vores velfærd. Hvis de derimod forventer at blive betalt af vores fælles kasser, er det en anden sag. Det vel rimeligt nok at have den holdning, at dem der kan arbejde, skal arbejde og forsørge sig selv.

Hvis man er syg, er kommet til skade eller på anden vis er uarbejdsdygtig, så skal velfærdssamfundet spænde sikkerhedsnettet ud. Men ulyst til at arbejde og tjene sine egne penge berettiger ikke til offentlig forsørgelse. Hvis du ikke vil arbejde, må du forsørge dig selv på anden vis. Det er ikke samfundets ansvar!