Om mig

Anette Nielsen - profilbillede

Jeg hedder Anette Nielsen. Jeg ejer virksomheden FiiBii, websitet FiiBii.dk, og jeg skriver nyhedsbrevet STRESS NED (som dog pt. holder pause).

Jeg er cand.mag. i dansk og økonomi, og jeg har mere end 25 års erfaring som teamleder, projektleder, coach og konsulent. Jeg har desuden arbejdet med sagsbehandling og administration i al almindelighed på flere arbejdspladser. (Find hele mit CV her.)

Jeg kommer fra Esbjerg, og flyttede til København for at studere. Som mange andre blev jeg boende, fik arbejde og blev gift. I 2009 flyttede min mand og jeg til mere rolige omgivelser på Midtsjælland.

I 2022 oprettede jeg websitet fiibii.dk til min Trivselsblog, og i 2025 stiftede jeg selve firmaet FiiBii.

Udgangspunktet

Alle kender nogen der er eller har været sygemeldt pga. stress. Jeg har selv været alvorligt ramt, og jeg har set kolleger, chefer og venner gå ned med stress.

Stress er tegn på, at der er noget helt galt med den måde, hvorpå vi både som individer og som samfund har tilrettelagt vores arbejdsliv. Vi har fået et arbejdsliv uden grænser og begrænsninger, og det er ikke sundt. Vi har brug for pauser, hvile, restitution og rekreation.

Jeg har gennem de seneste 4 år samlet viden og opbygget kompetencer, så jeg – med udgangspunkt i mit eget liv – kan inspirere andre til at skabe et godt (arbejds-)liv i en verden med fart på.

De ting jeg ønsker i mit liv, er forskellige fra de ting, andre ønsker. Så man skal ikke gøre som mig, men man kan bruge mine metoder og erfaringer som inspiration til at finde sine egne løsninger.

Det er både indlysende og irriterende, men ikke desto mindre er det realiteten: Der er ingen genveje; du skal gøre en indsats selv.

Min målgruppe

Ingen kan hjælpe alle, så derfor har jeg valgt at fokusere på den gruppe, jeg kender bedst: vidensarbejdere. De indsamler, bearbejder eller formidler viden, og de bruger deres viden og ekspertise til at skabe værdi; internt eller eksternt.

Vidensarbejdere er typisk ansat her:

  • Universiteter, forskningsinstitutioner og videnscentre
  • Offentlige institutioner og styrelser
  • Konsulentvirksomheder
  • It-virksomheder

Læs mere om vidensarbejdere og stress.

Når dét så er sagt, så er alle, der har mod på at ændre deres liv eller arbejdsliv – alene eller sammen med kollegerne på arbejdspladsen – velkomne til at bruge mit website og downloade mine materialer.

Om FiiBii og fiibii.dk

Jeg oprettede fiibii.dk i 2022 for at have et sted til min blog med viden, tanker og erfaringer med stress og stress-forebyggelse. Det vigtigste er dog dét, vi skal sætte i stedet for: Trivsel, Glæde og Balance.

I 2024 begyndte jeg at skrive fast til Trivselsbloggen, og derefter har det udviklet sig til et videns-website om stress og trivsel.

Derfra opstod det egentlige firma FiiBii i 2025, så jeg nu også som konsulent og foredragsholder kan inspirere vidensarbejdere – og deres arbejdspladser – til at skabe et arbejdsliv, det er til at være i.

Om selve navnet FiiBii

FiiBii svarer til udtalen af det græske navn Φοίβη (på latin Foibe el. Phoebe), som betyder “strålende”. I den græske mytologi var Foibe datter af Gaia (Jorden) og Uranus (Himlen). Hun var forbundet til Månen, og var titan for profetier og orakler, fx Oraklet i Delphi.

Om min assistance

Hvis du ønsker støtte i processen frem mod et andet arbejdsliv, tilbyder jeg både workshops, foredrag og konsulent-forløb.

Se nærmere under Få min hjælp eller brug kontakt-formularen.

Scroll to Top