Meningsfulde fællesskaber

Man skal indgå i meningsfulde fællesskaber, der viser, at der er noget større end det enkelte menneske. Det kan være spejderbevægelsen, politiske bevægelser, ngo’er, frivilligt arbejde, fredsbevægelser, miljøbevægelser, religiøse bevægelser. Der er næsten lige meget hvad, bare du gør noget for nogle andre. Relationer og fællesskaber er afgørende for, om vi har det godt!

De generationer der vokser op i dag, har hele tiden fået at vide, at de er det vigtigste – i deres eget liv og i deres forældres. Det er alt for tungt et ansvar at skulle leve op til. Det skal og kan ingen tage på sig. Det skaber den præstationskultur og perfekthedskultur, som stiller alle mulige ydre krav til den enkelte, og som meget tidligt sætter kimene til ensomhed, depression og stress. For hvis man hele tiden lige kunne, skulle eller burde gøre lidt mere, for bare at blive eller levere lidt bedre, så må man hellere det, og så fravælger man at deltage i de sociale og meningsfulde fællesskaber.

Men det skal heller ikke blive en yderligere ting på to-do-listen, som skal tjekkes af. Tværtimod. Det skulle gerne blive et frirum, et helle, hvor det bare er rart, sjovt og meningsfyldt at være.

Σιγά-σιγά

Mange vender sig ofte til de gamle grækere for at trække et godt citat op af hatten. Men de nulevende grækere har også noget: “σιγά-σιγά” (sigá-sigá), siger de – det betyder nærmest “tag det nu bare lige lidt roligt”. Det er et udtryk for omsorg for hinanden, når man ser nogen stæse rundt.

Herhjemme bliver man ofte fornærmet og føler sig misforstået, for kan de ikke se hvor travlt man har, og hvor vigtigt det er, det man har gang i?

Jeg savner 70’erne

Jeg savner 70’erne lidt, eller måske mere præcist: jeg savner tidsånden fra 70’erne. Der er ingen grund til at savne inflation, (kold) krig og energikrise – det har vi sådan set også nu. Måske kommer 70’erne tilbage helt automatisk?

Jeg savner den mere afslappede tilgang til tingene: “peace, man”, “chill out” og lange eftermiddage hvor man bare lavede “ingenting”. Basisgrupper, samtaler i rundkreds, fællesmøde, te (meget te). Tiden før mobiltelefoner og SoMe. Tiden hvor ingen vidste, hvor man var. Tiden uden pligter og ansvar. En enorm følelse af frihed. Tiden hvor man havde tillid til hinanden, stolede på hinanden, selv huskede på de aftaler man havde med hinanden. Tiden med mindre overvågning og kontrol, meget mindre. En mere lykkelig tid.

Jeg er i hvert fald lykkelig for at der ikke findes detaljeret dokumentation online af min barndom og ungdom. Vi kunne få lov at finde os selv i fred og ro. Tænke store tanker, læse tykke bøger, fjumre rundt, dumme os, vokse, blive klogere. Jeg husker heller ikke nogen på min egen alder, der havde stress eller var deprimeret. Forældrene måske, der var svære perioder med inflation, arbejdsløshed og kriser, men ikke børn og unge. Og sådan skal ungdommen heller ikke ha’ det. Vi må hjælpe dem!

Meningsfulde fællesskaber – leg med andre

Jeg ved bare ikke hvordan, men jeg kan se, at de unge, der fx går til spejder, går op i nogle andre ting, er mindre materialistiske og mere sociale. De er simpelthen gladere. Det gælder sikkert også de børn, der dyrker sport eller musik, indtil nogen får dem til at tro, at de skal være de bedste. Så er legen ødelagt, og det sjove forsvinder.

Det sker ligesom ikke i samme grad for spejderne. Kan man overhovedet tale om, hvad den bedste spejder er? Er det den med de fleste “mærker”? Den der er mest hjælpsom? Måske er løsningen ikke svære end det? Gå til spejder – eller noget andet, der ikke kan blive en livsprofession. Ud i naturen, sammen med andre, væk fra skærmene. Vær noget for og med andre. Jeg håber det.