Mennesker ER ikke ressourcer – de HAR ressourcer

Forestil dig en leder der står foran sit team til et morgenmøde og siger: “Vi skal have optimeret vores menneskelige ressourcer i Q3.” Ingen løfter øjenbryn. Alle nikker. Og ingen bemærker, at han lige har talt om sine medarbejdere som om de var en post på et budget – på linje med kontorartikler og serverlicenser.

Sprog former virkelighed. Og vi har vænnet os så meget til at tale om mennesker som ressourcer, maskiner og tandhjul, at vi næsten ikke hører det længere.

Det er et problem. For det er ikke bare ord.

Når sproget legitimerer adfærd

Når vi kalder mennesker ressourcer, følger der en tavs logik med: ressourcer kan fornyes. Maskiner kan skiftes ud. Tandhjul kan erstattes. Og pludselig er det ikke bare en metafor – det er en driftsmodel.

Lad mig sige det, som det er: det er en driftsmodel der ikke holder.

Mennesker er ikke maskiner. De er kreative, nytænkende, reflekterende, kritiske og opfindsomme. De er ikke udskiftelige standardkomponenter – de er unikke kombinationer af erfaring, faglighed og menneskelig dømmekraft, der tager år at opbygge og minutter at miste.

Mennesker HAR ressourcer. De ER ikke ressourcer. Og ressourcerne kan blive brugt op. Men de kan også fornys og genoplades, hvis vi giver os selv og hinanden lov – og tid – til det.

Tilpasningsevnen – vores styrke og vores akilleshæl

Det der gør mennesker særligt robuste, er vores tilpasningsevne. Vi kan håndtere enormt meget. Vi tilpasser os nye chefer, nye systemer, nye prioriteringer, skærpede deadlines og krympede budgetter. Vi er næsten beundringsværdigt fleksible.

Næsten.

For tilpasningsevnen har ingen automatisk stopklods. Vi tilpasser os, tilpasser os, tilpasser os – og på et tidspunkt har vi tilpasset os så langt væk fra vores egne grænser og værdier, at vi ikke længere kan finde tilbage. Kroppen eller psyken tager over og siger fra på vegne af os. Vi kalder det et sammenbrud. Vi kalder det stress.

Og så siger systemet: Dur ikke, væk. Næste, tak.

Det kan reelt ikke betale sig

Her er det besynderlige: virksomheder ved godt, at det er dyrt at miste medarbejdere. Alligevel fortsætter mange med en driftslogik, der slider folk op og bare erstatter dem, når de falder.

Rekruttering koster. Oplæring koster. Den periode, hvor den nye ikke yder det samme som den erfarne, koster. Og det koster ikke kun virksomheden – det koster samfundet i sygedagpenge, ressourceforløb og sundhedsudgifter. Vi taler om milliardbeløb på landsplan.

Og så er der dem, vi sjældent regner med i de der analyser: familien. Partneren der holder systemet kørende, mens den stressramte ikke kan. Børnene der mærker, at noget er galt, uden at forstå hvad. Den sociale og psykiske omkostning, der ikke kan opgøres i kroner, men som er mindst ligeså reel.

Der er meget bedre økonomi – og meget mere menneskelighed – i at passe på folk, mens man har dem.

Restitution og rekreation – hvad er forskellen?

En del af at passe på folk handler om at forstå, hvad det egentlig vil sige at komme sig. Her er to begreber, der ofte bruges i flæng, men som dækker over to forskellige ting.

Restitution er kroppens og hjernens biologiske genopbygning efter belastning. Det er det, der sker, når du sover, når du holder en ordentlig pause, når du giver nervesystemet ro. Kroppen reparerer sig selv og bliver klar til næste runde. Stærkere end før, hvis det gøres rigtigt. Det er ikke afslapning som belønning. Det er en fysiologisk nødvendighed.

Rekreation er noget lidt andet. Det er de aktiviteter, der giver ny energi og mentalt frirum: En gåtur i skoven, en hobby, tid med mennesker man holder af. Rekreation kan godt være en del af den aktive restitution, men formålet er anderledes. Det handler om at koble hjernen fra, ikke om at reparere muskelfibre.

Begge dele er nødvendige. Og ingen af dem er spild af tid. De er forudsætningen for, at du overhovedet kan yde noget som helst.

Derfor kan det betale sig at sikre pauser, restitution og rekreation – også i arbejdstiden. Ikke som et personalegode. Som en investering i den eneste ressource, der rent faktisk ikke kan fornyes: mennesket.

Fem ting du kan gøre i dag

Systemet er langsomt. Du behøver ikke vente på det.

Her er fem konkrete ting, du kan gøre for at skrue ned for støjen og op for overskuddet – uden at det kræver en organisationsændring eller en ny HR-strategi:

1. Lav en Ta-Da-liste: Stop med at måle dig selv op mod alt det, du ville, kunne, skulle eller burde have gjort. Det eneste der tæller, er det du faktisk gør. Skriv det ned. Det er ikke et billigt trick; det kalibrerer din virkelighed.
    
2. Afmeld det, du alligevel ikke læser: Alle de nyhedsbreve, der bliver gemt til “når jeg får tid” – afmeld dem. Gør det til en vane: Hvis du ikke læser det med det samme, klikker du afmeld. Du kan altid tilmelde dig igen. Men det sker nok sjældent.
    
3. Unfollow det, der ødelægger dit humør: Du kommer ikke til at tabe 25 kg på 14 dage eller tjene en million på en måned. Unfollow de profiler, der sælger dig en virkelighed, der ikke eksisterer. Og hvis du vil gøre noget virkelig godt for dig selv: vælg én eller to af de sociale platforme – og deaktivér resten.
    
4. Find noget, der er større end dig selv: En hobby, frivilligt arbejde, en sag – noget, hvor det betyder noget for andre, om du møder op eller ej. Det er en af de mest undervurderede stødpuder mod stress: At være en del af noget, der ikke kun handler om præstation og resultater.
    
5. Nyd de gratis glæder: Solskin. Fuglefløjt. Små børns latter. Naturens dufte. Jo mere du aktivt leder efter dem, desto flere finder du.
   Det er simpel neurologi, og det virker.

Systemet skal ændre sig. Det arbejder vi på.
Mens vi venter, kan du begynde i din ende.