Stress – min egen historie

Jeg har selv været ramt af stress nogle gange. Hver gang har der været forskellige faktorer der udløste stressen, men der har også været nogle fællestræk. Dem kendte jeg bare ikke til tidligere. Men dem har jeg lært at kende nu, og de ligger til grund for mit arbejde med at bekæmpe og forebygge stress.

Når man fortæller, at man har været syg af stress, så spørger mange ind til årsagen. Som om der er én enkelt årsag, som underforstået enten ligger i ens personlighed, i arbejdspladsens kultur, i chefens personlighed eller i de hjemlige forhold. Men stress opstår yderst sjældent som følge af én enkelt ting.

Det er heller aldrig den stressramtes skyld, selvom man forsøger at gøre det til et individuelt problem.

Stress er et kollektivt ansvar. Det rammer de enkelte individer, men det er kun i fællesskab, vi kan løse problemet. Hvis vi altså VIL løse problemet.

Stress første gang

Første gang jeg fik stress var på en ung arbejdsplads med konstante strategiske og organisatoriske forandringer. Der var aldrig tid til at vi kunne finde vores ben i det nye, før det kom noget “nyt nyt”. Jeg fik hele tiden nye arbejdsopgaver og funktionsområder, og de var ikke beskrevet noget sted. Opgaverne lå efterhånden ret langt fra det, jeg var blevet ansat til.

På et tidspunkt var mit bæger ved at være fyldt, så jeg gik til min chef. Da jeg havde fortalt om mit problem og sagt, at jeg gerne ville have hjælp, var responsen til mig “hvad vil du selv gøre?” Lige dér flød mit bæger over, for jeg havde jo udtømt, hvad jeg selv kunne se af muligheder og havde brug for hjælp.

Der var altså ingen hjælp at hente fra min chef, men jeg havde fået nok. Jeg gik simpelthen hjem. Næste dag var jeg hos lægen, som øjeblikkeligt meldte mig syg: Jeg havde stress, blev langtidssygemeldt og vendte aldrig tilbage. I løbet at en måneds tid havde jeg fundet andet arbejde, og så kunne jeg aflevere min opsigelse.

Stress igen: Den der ikke vil høre, må føle…

De store spøgelser “omorganisering” og “effektivisering” begyndte efter nogen tid igen at dukke op. Vi skulle opbygge en ny projektorganisation, som også skulle være en forandringsorganisation. Det blev præsenteret som et it-program, men reelt var det en effektiviseringsopgave. Igen var mine opgaver flydende, og de flød længere og længere væk fra det, jeg var ansat til.

Der var desuden masser af modstand og konflikter mellem programmet og interessenterne. Intet var nogensinde godt nok. Ledelsen ønskede programmets resultat (fast mål) hurtigst muligt (tid) og helst uden omkostninger (ressourcer og penge).

Alle kollegerne i programkontoret blev på skift sygemeldt med stress, også mig. Man prøvede så at gøre noget ved det ved at arrangere et stressforløb. Det kaldte vi det, for vi var mere stressede, når de havde været på besøg end inden, for vi måtte ikke tale om de virkelige årsager til stress.

Det var “vilkår”, som vi skulle lære at leve med. Så vi skulle lære vejrtrækning, mindfulness og meditation, og så i øvrigt knokle videre i et helt urimeligt setup.

Kolleger søgte væk eller blev sygemeldt. Jeg tog 3 måneders orlov, og da jeg vendte tilbage, sagde jeg op. Jeg ville og kunne ikke være med længere. Jeg skulle være gået tidligere, så havde jeg måske ikke fået stress igen.

Tredje gang så ta’r vi dig og putter dig i gryden

Men politiske beslutninger, bureaukrati og lovgivning medførte igen omstruktureringer og omorganiseringer i stor stil. Lige så stille blev jeg omorganiseret længere og længere væk fra det program, jeg oprindeligt var blevet ansat i. Væk fra kerneopgaven og den konkrete værdiskabelse. I stedet blev mit arbejde administrative og bureaukratiske alibiopgaver – vaskeægte pseudoarbejde.

Jeg var endt i et kontor, hvor jeg ikke længere var involveret i noget program. Der var for langt mellem mine kernekompetencer og mine arbejdsopgaver, så jeg kedede mig bravt. Jeg havde travlt, men jeg var ved at gå til af kedsomhed — og stress.

Jeg var grå i ansigtet, da jeg gik på en meget velfortjent Påskeferie. Men ferien gav ikke den store restitution, som jeg havde håbet. Da jeg skulle møde ind på kontoret efter ferien, brød jeg sammen og måtte melde mig syg. Denne gang var det virkelig alvorligt.

Systemet slår til

Jeg mødtes med lægen hver 2. uge, og med min chef ca. 1 gang om måneden. Efter 2 måneder skulle jeg også have månedlige samtaler på kommunens jobcenter. Jeg kunne også have gået til samtaler hos min fagforening og a-kasse. For ikke at nævne tilbud om psykologsamtaler og “mestringsforløb”. Hjææælp!

Jeg skulle bare have ro og fred. Men hele tiden skulle jeg til en eller anden samtale. Plus der var et stort pres for, at jeg hurtigt skulle tilbage på arbejde. I et stille og roligt optrapningsforløb, jo måske, men alligevel helt lidt hurtigt.

Hurtigt var for hurtigt for mig, og i forsøget på at tilbageerobre magten over mit eget liv, endte det med, at jeg sagde op. Uden at gå på dagpenge, for det ville igen være at give nogle andre magten over mit liv – eller i hvert fald over min tid. Nej tak!

Set i bakspejlet

I mit forsøg på at finde tilbage til mit gode, gamle, glade selv, har jeg studeret rigtig mange teorier om stress, mentalt helbred, moderne arbejdsformer etc. Og jeg har opdaget, at hele fortællingen om hvordan stress opstår, hvem der rammes, og hvordan man kommer tilbage efter en stresssygemelding, er langt mere nuanceret end vores samfund generelt vil erkende. Det lægges tung vægt på, at det er individet, der går i stykker og skal repareres.

Fortællingen om at det er ubalancer i den enkelte, der forårsager stressygemeldingen, er for enøjet. Det er IKKE sådan, at vi alle sammen ønsker balance og forudsigelighed, og hvis vi ikke får det, bliver vi syge. Nogle gør, mens andre trives med alt det uforudsigelige. Det der slår den sidste gruppe ud, er ofte meningsløshed.

Når man ikke længere kan se meningen med det arbejde, man laver. Eller når det bliver for let, trivielt og kedsommeligt. Så er det underordnet, hvor travlt man har. For så bliver man syg af sit arbejde. Først brænder man ud, og så bliver man syg.

Når jeg ser tilbage på mine 3 x stress, så har der været det til fælles, at da jeg blev syg, så var jeg i gang med noget ganske andet, end jeg blev ansat til. Noget meget mere ukonkret, væk fra den egentlige og værdiskabende kerneforretning. Jeg var blevet “omorganiseret” over i noget pseudoarbejde — eller endda Sisyfosarbejde.

Vil du forstå de mønstre der går igen i stressforløb hos vidensarbejdere? Læs om Vidensarbejdere og stress

Et kig ind i krystalkuglen

Vi behøver ikke alle sammen begå de sammen fejl. Vi kan godt lære af hinandens erfaringer.

Jeg har for nu i al fald startet min lille virksomhed, der rådgiver om trivsel (det modsatte af stress). Jeg har pt. ingen indtægt, men jeg er gladere, end jeg har været i flere år. Måske kommer jeg på et tidspunkt til at tjene penge gennem firmaet, men lige nu er det vigtigste for mig at prøve at dele mine erfaringer, så andre ikke behøver falde i de samme stressfælder.

Tak fordi du læste med!

Vil du have det fulde billede? Læs mere om Vidensarbejdere og stress ➡️