
Brug af de sociale medier
De sociale medier kan være en kilde til viden, inspiration og underholdning, og skabe kontakt og forbindelse til andre mennesker. Både de tætte og de nære. Det er da fantastisk at kunne være i kontakt med mennesker i andre lande, genfinde gamle bekendte, og hurtigt kunne lave aftale med den nærmeste kreds af venner og familie.
Der er således mange gode ting at sige om de sociale medier — men også lige så mange dårlige. Vi kende alle til de kedelige historier om mobning, grooming, svindel, snyd og bedrag.
Jeg vælger den positive tilgang, men på en måde så jeg selv bestemmer mest muligt, og jeg gør hvad jeg kan for at beskytte mig selv. Hvis man vil bruge de sociale medier, må man gøre det på en klog og velinformeret måde — ellers kommer alt det dårlige til at fylde alt for meget.
Jeg skriver for private, almindelige brugere — virksomheder og influencere er i en anden liga, som jeg ikke vil gøre mig klog på her.
Mine sociale medier
Jeg har besluttet, at jeg ikke er til stede på alle platforme. Jeg har valgt at være dér, hvor mine private venner er (Facebook), og dér hvor mine arbejdsforbindelser er (LinkedIn). Resten lader jeg være i erkendelsen af, at det tager alt for meget tid at være til stede alle vegne.
Skulle jeg få behov for at kommunikere på yderligere platforme, så er jeg ikke afvisende over for det. Men jeg kommer til at praktisere de samme vaner, som jeg skitserer herunder.
Det gør jeg for at beskytte mig selv og holde mine feeds fri for alt muligt irrelevant og uhensigtsmæssigt. Desværre er der så mange trolde og fake profiler — men sådan set også bare helt almindelige mennesker — der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Gode vaner på de sociale medier
⫸ Undlad at måle succes i antal venner, forbindelser eller følgere. Det vigtige er, at du har de rigtige forbindelser: dem du kender, og dem du beundrer.
⫸ Lad være med at acceptere venskab fra nogen, du ikke kender. Man ved aldrig hvem der i virkeligheden gemmer sig bag en profil.
⫸ Følg kun dem du synes er sjove, kloge, dygtige osv.
⫸ Hvis nogen skriver grimt til dig, om dig eller om andre: Smid dem ud af din gruppe og blokér dem.
Hvis du er overskudsagtig, kan du evt. give en advarsel 1. gang, og så smide dem ud 2. gang, men hvis du bare bliver ked af det: ud med dem allerede 1. gang
⫸ Hvis du se noget ubehagelig, væmmelig eller fake: lad være med at klikke på det eller like det, for så kommer der bare mere af det i dit feed. I stedet skal du lukke det og anmelde det vha. X-et og de 3 prikker i øverste højre hjørne.
Og lad for alt i verden være med at dele det!
⫸ Sæt din profil op, så du kun deler info, opslag og billeder med dine venner/forbindelser.
Det holder de fleste falske profiler og bedragere ude af dit feed.
Du kan godt gøre det muligt, at man kan finde dig, men for at se dine opslag og info, skal man være en forbindelse.
⫸ Husk at skifte password med jævne mellemrum. Især hvis du bruger det samme password flere steder.
Alle de kloge fraråder det, men lad os nu være ærlige: Der er grænser for hvor mange forskellige passwords, man kan overkomme at lave og huske.
⫸ Slå også gerne to-faktor-godkendelse til. Så skal man også have fat i din telefon, hvis man har hacket dit password.
Sådan gør jeg selv
Jeg bruger primært Facebook til mine private venner og interesser, og jeg er meget kræsen med, hvem jeg lukker ind.
Hvis vi ikke har talt samme i virkeligheden, kommer du ikke ind.
Jeg forlader grupper, når de ikke længere er relevante, eller hvis der ikke er ret meget aktivitet. Hvis der er (for) meget aktivitet i en gruppe, bruger jeg funktionen “Følg ikke længere, men bliv i gruppen”. Så skal jeg ind i gruppen for at følge med, men mit feed bliver ikke oversvømmet af gruppens opslag.
Jeg opsøger ikke selv grupper, profiler eller sider, der potentielt kunne indeholde ubehageligt, skræmmende, skadeligt eller fake indhold. Det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på.
Hvis jeg er “tvunget” til at bruge Facebook til noget (fx kursusrelateret), sker det altid i lukkede grupper.
Jeg bruger primært LinkedIn til arbejdsmæssige ting, og her er jeg lidt mere liberal med, hvem jeg lukker ind. Men jeg giver stadig ikke hvem som helst adgang.
Hvis en forbindelse alligevel skaber en skæv relation. ryger vedkommende ud igen. Fx hvis man ikke selv deler sine forbindelser, eller hvis man er kommet ind for at netværke, men det i virkeligheden handler om at sælge noget til mig. Farvel igen!
Mine erhvervs-sider er mere åbne, men jeg har stadig no mercy, hvis man skriver grimme ting.
Vi kan godt være uenige, men vi holder uenigheden sagligt. Ellers er det ud.
Og jeg bruger også gerne blokér-funktionen, så vedkommende ikke kan komme tilbage.
Mit feed, min profil; mine regler, jeg bestemmer – suverænt!
Jeg kan kontaktes via mail: anette@fiibii.dk eller telefon: 9399 4371
Du kan også bruge kontaktformularen – sikrere end en papirflyver
