
“Gør det med det samme” eller “vent til senere” – hvilken type er du?
Hvor mange gange i løbet af en dag tænker du: “Jeg skal også lige huske at…”?
Det starter måske med mødebordet, der roder. Så ser du papirkurven, der er ved at flyde over. På vej ud til kaffemaskinen spotter du en brugt kop, der står og griner af dig på et bord. Senere åbner du en mail, der kræver et hurtigt svar, men du lukker den igen: “Det gør jeg senere.”
Problemet er bare, at “senere” aldrig kommer uden en pris. Hver gang du udskyder en lille ting, sender du den direkte ind i din hjernes “baggrundsprocesser”. Her ligger den og simrer og stjæler din dyrebare kognitive kapacitet, indtil du rent faktisk gør noget ved den.
Din hjerne er ikke en huskeliste
Som vidensarbejder er din mentale kapacitet dit vigtigste aktiv. Når din hjerne konstant skal bruge energi på at huske, at kaffekoppen skal i opvaskemaskinen, eller at printeren mangler papir, så har den mindre overskud til de komplekse opgaver, du faktisk er betalt for at løse.
Forskningen er ret klar: Uafsluttede opgaver skaber en mental spænding (også kendt som Zeigarnik-effekten). Den eneste måde at slippe for spændingen er at afslutte opgaven – eller få den ud af hovedet og ind i et system.
Reglen er simpel: Gør det første gang
Hvis en opgave tager under 5-10 minutter, så lad være med at skrive den i din backlog. Lad være med at overveje den. Gør det .
- Besvar mailen med det samme: Hvis du alligevel har åbnet den, og svaret er hurtigt, så send det nu. Ellers skal du bruge tid på at læse den igen senere. Læs mere om at håndtere en overfyldt indbakke.
- Gå aldrig tomhændet: Det klassiske husmor-trick fungerer perfekt på kontoret. Skal du alligevel ud efter kaffe? Tag din (og måske kollegaens) kop med ud til opvaskemaskinen med det samme.
- Ryd op, mens du går: Ser du noget, der ligger forkert? Ret på det nu. Det tager 2 sekunder og fjerner visuel støj.
Er det ikke bare overspringshandlinger?
Jo, det kan det blive, hvis du bruger oprydning som en flugt fra en svær rapport. Men her er den lille hemmelighed: Hvis du gør det til en fast rutine at ordne småtingene, når du møder dem, så fjerner du “køen” af legitime overspringshandlinger.
Når bordet er ryddet, koppen er væk, og printeren har papir, så har din hjerne ét argument mindre for at flygte fra det svære arbejde.
Når listen bliver nødvendig
Nogle gange kan du ikke gøre det nu (måske sidder du i et møde). Her er dine to værktøjer:
- Småtings-listen: Hav en dedikeret liste (fysisk eller digital) kun til de ting, der tager under 10 minutter. Alene det at skrive det ned frigør hjernekapacitet.
- Small Task Sprint: Sæt to tidspunkter af i din kalender hver dag (fx 10 minutter før frokost og 10 minutter før fyraften). Her kører du “konkurrence” med dig selv: Hvor mange ting fra småtings-listen kan du nå at strege ud på tid? Begynd fra toppen og hold tempoet.
Gør det til et fælles princip
Dette handler ikke om, at du skal være “kontormor” eller “kontorfar” for dine kolleger. Det handler om at skabe en kultur af ordentlighed, der gavner alles mentale sundhed.
Indfør simple principper i teamet:
- Ryd-op-kurv: Hav en kurv til ting, der skal “andre steder hen”, så man kan samle sammen og kun gå én gang.
- Gå aldrig tomhændet: Et fælles mantra om at tage en kop eller en bunke papir med, når man alligevel går.
- Udstyr og grej: Hav faste pladser til alt det, man ellers altid leder efter.
Tag din indre husmor med på arbejde
Vi leder tit efter avancerede AI-værktøjer og komplekse systemer til at øge vores produktivitet. Men sandheden er, at de gamle husmor-tricks stadig er de mest effektive til at skabe ro i hovedet.
Din hjerne er designet til at skabe idéer, ikke til at opbevare dem. Gør den en tjeneste:
Vask koppen, besvar mailen, og ryd op – så kan du bruge din energi på det, der faktisk flytter bjerge.
Jeg kan kontaktes via mail: anette@fiibii.dk eller telefon: 9399 4371
Du kan også bruge kontaktformularen – sikrere end en papirflyver
