Quiet Firing: 13 tegn på at din leder forsøger at få dig til at sige op

Tegn på Quiet Firing og isolation på arbejdspladsen.

Vi har i flere år talt om Quiet Quitting – fænomenet, hvor medarbejdere bevidst kun yder minimalt i forhold til det, der er beskrevet i deres jobbeskrivelse. Enten fordi de er utilfredse med forholdene på arbejdspladsen, eller fordi de vil skabe en bedre work-life balance, men uden formelt at sige op.

Men som det ofte sker, når pendulet svinger, er en ny, mere udfordrende tendens ved at dukke op: Quiet Firing. Hvor medarbejderne tidligere trak sig indad, oplever vi nu, at det er ledelsen, der trækker sig væk i et forsøg på at få medarbejdere til at sige op.

Det er en tendens, der er opstået i USA, hvor det kan være både besværligt og dyrt at slippe af med “besværlige” medarbejdere, som passer deres arbejde.

Kort fortalt: Quiet Firing er ledelsens forsøg på at fryse en medarbejder ud. Hvis dine 1:1-møder forsvinder, og du bliver forbigået ved lønforhandling, skal du læse med her.

Hvad er Quiet Firing? Den passivt-aggressive afskedigelse

Quiet Firing er en bevidst – og ofte subtil – praksis, hvor en leder eller virksomhed skaber et uattraktivt arbejdsmiljø for en specifik medarbejder med det formål at fremprovokere en opsigelse i stedet for at foretage en formel afskedigelse.

Tænk på det som den passive-aggressive version af en fyring.

Hvorfor gør man det? Det kan være et forsøg på at undgå ubehagelige opsigelsessamtaler, potentielle sager om uberettiget fyring eller at spare omkostningerne ved en fratrædelsespakke.

Her til lands har vi velregulerede processer for afskedigelse af medarbejdere, som om det er en udbredt praksis i Danmark, er lidt tidligt at afgøre. Men nu skriver jeg om det, så du kan være forberedt, hvis det skulle ske for dig, eller nogen du kender.

Personligt synes jeg det er en kedelig omgang voksen-mobning, som ikke klæder nogen som helt leder eller virksomhed, men det er ikke altid der er overskud til at opføre sig ordentligt.

De røde flag: 13 tegn på Quiet Firing (og deres konsekvenser)

Quiet Firing er sjældent et enkeltstående skridt, men snarere en række mønstre, der gradvist underminerer medarbejderens trivsel og engagement.

Tegn på Quiet FiringKonsekvens for medarbejderen
ForbigåelseDu bliver forbigået i forhold til anerkendelse, lønforhøjelse og forfremmelser
Ingen udviklingDu får ingen tilbud om opkvalificering og forfremmelse
LønstagnationDu får ingen lønjustering trods opnåede resultater eller markedsudvikling
Ingen 1:1-møderDin chef indkalder ikke 1:1-møder med dig længere – eller de bliver flyttet eller aflyst i sidste øjeblik
Manglende feedbackDu får ikke længere feedback på dit arbejde og dine resultater
Isolation eller ghostingDin chef uddelegerer opgaver uden om dig eller overser dig i hverdagen – du er “usynlig”
IgnoreringDu bliver ikke indkaldt til møder, og der bliver ikke lyttet til dine input
Offentlig kritikDu bliver kritiseret på møder eller i det åbne kontorlandskab
Uklare forventningerArbejdsopgaverne bliver vage eller urealistiske, så det bliver svært at opnå eller måle din succes
Manglende informationDu får ikke den nødvendige information for at kunne lykkes i din rolle
Mindre ansvarDu får nye opgaver, som du er overkvalificeret til at løse
Færre opgaverDu får frataget opgaver eller ansvarsområder
Øget kontrolDu udsættes for øget mikro-management og meningsløs kontrol

Når dialogen dør, dør trivslen også. En af de bedste modgifte mod Quiet Firing er en kultur baseret på High-Quality Listening frem for destruktiv feedback.

Rodårsagen: Stress, afmagt og dårligt psykisk arbejdsmiljø

Quiet Firing opstår sjældent i et sundt, velfungerende miljø. Ofte fungerer fænomenet som en “hurtig udvej” for ledelsen, når de står over for udfordringer, de ikke har de rette ressourcer eller kompetencer til at håndtere.

Sammenhængen er typisk denne:

  1. Dårligt match mellem opgaver og ressourcer: Medarbejdere oplever vedvarende pres og et urealistisk arbejdspensum, hvilket fører til stress og nedsat trivsel.
  2. Brok som et råb om hjælp: Medarbejdernes naturlige reaktion på dette misforhold er at “brokke sig” – som i virkeligheden er et forsøg på at råbe op om problemerne i det psykiske arbejdsmiljø.
  3. Ledelsens afmagt: Hvis ledelsen mangler overskud, værktøjer eller kompetencer til at adressere det reelle problem (uholdbar arbejdsbyrde, dårlig planlægning), kan de komme til at opfatte medarbejderen som en “støjende besværlighed” i stedet for et barometer for kulturen.
  4. Flugt til Quiet Firing: I stedet for at igangsætte den svære, men nødvendige proces med at omfordele ressourcer, træne i stresshåndtering eller justere arbejdsgange, vælger ledelsen den passive-aggressive strategi: at gøre miljøet så ubehageligt, at medarbejderen selv forsvinder.

Dette er den farligste glidebane. Quiet Firing løser intet; det fjerner blot symptomet (den brokker sig) og lader den underliggende årsag (dårligt arbejdsmiljø) fortsætte. Quiet Firing er ofte et symptom på en ledelse i afmagt, der ikke kan håndtere stress og pres.

Forstå de systemiske årsager bag Quiet Firing: Vidensarbejdere og stress.

Ferietid er refleksionstid: Er rammerne skredet?

Året går på hæld, og for mange er en længere ferie lig med et tiltrængt pusterum. Den afstand, vi får til hverdagen, giver os ofte tid til at reflektere: Er jeg det rigtige sted? I det rigtige job?

Undersøgelser viser, at lysten til at skifte job stiger markant efter ferieperioderne – for eksempel overvejer næsten 20% at søge nyt job, når de vender tilbage fra en lang ferie.

Strategi: SKal du blive og kæmpe eller opdatere dit CV?

Inden man kaster sig ud i et jobskifte, er det dog værd at stoppe op.

  • Måske er du det rigtige sted, men rammevilkårene er skredet? Måske er opgaver, processer eller det sociale miljø langsomt blevet uhensigtsmæssigt – ikke med vilje, men fordi den slags har det med bare at ske.
  • Virksomheden har en kæmpe interesse i at beholde dig. Viden, erfaring og relationer går tabt, hver gang en medarbejder søger videre.
  • Det er også udfordrende for medarbejderen at starte forfra: ny kultur, nye metoder, processer og it-systemer. Det tager tid at opbygge nye sociale relationer og privilegier.

Måske kan ferien bruges til at reflektere over: Hvad kan jeg ændre og forbedre, der hvor jeg er?

Hvis din chef virkelig har psykopatiske træk

Selvom jeg er stor fortaler for, at man skal bidrage til at arbejdsrammerne bliver bedre, så er der også grænser.

Hvis din chef er udtalt urimelig, grænsende til det psykopatiske, så nytter det ikke noget at kæmpe. Hvis du har forsøgt at tale med TR, HR og den øverste ledelse, så er der ikke mere du kan gøre. Så ville jeg koncentrere mig om #1 – altså dig selv og dit eget velbefindende.

Så skal du måske bruge den forestående ferie på at reflektere over din fremtid, skærpe din LinkedIn-profil og opdatere dit CV.

Fra individuel skyld til kollektivt ansvar

Fænomener som Quiet Quitting og Quiet Firing – ligesom stress – opstår, når det psykiske arbejdsmiljø er under pres. Dårligt socialt arbejdsmiljø, uretfærdig fordeling af opgaver, sladder, mobning, for få ressourcer eller for mange nye projekter oveni hinanden bidrager alt sammen til, at tingene går den forkerte vej.

Vi har alle et medansvar for at vores arbejdsplads er et godt sted at være. Så meget som vi altid siger, at stress aldrig er individets skyld, så mener vi, at vi har et kollektivt ansvar for at skabe de fælles løsninger, der skal få has på stress-epidemien.

  • Ledelsen har ansvaret for at sikre en god balance mellem opgaver og ressourcer.
  • Medarbejderne har ansvaret for at stå sammen og gøre opmærksom på uhensigtsmæssige forhold – det er den eneste måde.

Når man først begynder at ty til de “stille” løsninger – om det er Quiet Quitting fra medarbejderens side eller Quiet Firing fra ledelsens side – er det et signal om, at dialogen er brudt sammen.

Transparens og kompetencer

Hvis jeres virksomhed oplever Quiet Quitting, eller hvis I mistænker Quiet Firing, er det tid til at kigge indad. Løsningen ligger i at udstyre ledelsen med kompetencerne til at håndtere konflikter og balancere ressourcer samtidig med at medarbejderne opmuntres til åben og konstruktiv dialog om rammevilkår og fælles trivsel.

Men nogle gange er der ikke noget at stille op, og der er intet prisværdigt ved forgæves kampe. Så vælg dine kampe med omhu.

Scroll to Top