Fleksibilitet er den nye valuta

Fleksibilitet er tidens nøglebegreb, men i forhold til hvad?

Det bliver ofte præsenteret som noget de krævende unge ønsker, men flere undersøgelser viser, at det er noget alle ønsker – på tværs af generationerne. Det er bare de unge, der har modet og viljen til at sige det højt og tydeligt. Og tak for det!

Flexibilitet er ikke “one size fits all”

Fleksibilitet er ikke et entydigt ønske. Forskellige personer ønsker forskellige former for fleksibilitet. Man ønsker fx fleksibilitet i forhold til:

• Mødetid – at man kan møde eller gå tidligt hhv. sent i forhold til fx børn, fritidsinteresser og andre private aftaler.
  Man sætter spørgsmålstegn ved, om alle arbejdstimer absolut skal ligges mellem 8 og 17.
  Kunne man fx arbejde 9-15 og så igen 20-22?
  Og kunne man lægge et par timer i weekenden, hvis ugen har været helt bims?
• Arbejdstid – hvor mange timer pr. uge
  Hvorfor er 37 det magiske tal? Kunne man arbejde mindre – eller mere – i perioder?
• Ferier og fridage – Kan man optjene flere fridage (+norm)?
  Kan man “pulje” sin nedsatte tid, så man fx arbejder plustid i 4-5 uger, og så holder en uge fri?
• Arbejdssted (hjemme/på kontoret) – her er der alle mulige varianter fra 100% på kontoret til 100% hjemme.
  Kunne måske finde nogle lokale kompromiser? Fx ALLE på kontoret mandag-tirsdag-torsdag, og så frit valg mht. onsdag og fredag? Eller en anden model?

Puslespillet om arbejdstid, arbejdssted og faste fridage kan kræve lidt at få til at gå op, men gennem ægte dialog og kompromisvilje, så kan det lade sig gøre.

Lønnen

Selvfølgelig afspejler lønnen det aftalte timetal, men da næsten alt andet aftales individuelt, hvorfor så ikke også ugenormen.
Ugenormen kunne måske justeres, fx hvert halve eller hele år, fx når året/ferieåret starter.

Desuden vil akutte hændelser i privatlivet (sygdom, skilsmisse etc.) være en faktor. Her kunne man måske aftale individuelt med sin chef, hvordan arbejdstiden evt. kan justeres, evt. i kombination med en deltidssygemelding?

Unikke individer

En anden stærk tendens, er ønsket om at blive set og behandlet som et unikt individ. Det er heller ikke noget, som de unge har fundet på. De protesterer bare mere højlydt mod at blive puttet i kasser, kategoriseret og behandlet som “en masse”.

Mange på tværs af alder og generationer bryder sig ikke om at blive “labelleret” og skulle følge faste “karriereveje”, som så justeres til de årlige MUS-samtaler.

De unge kræver hurtigere og konkret, individuel feedback – og det vil alle andre i virkeligheden også have. De ældre har bare indordnet sig under “systemerne” – eller lavet stille oprør i det små.

Her er virkelig et uforløst ledelsesmæssigt udviklingspotentiale, der vil bonne ud positivt på trivselsskalaen.
Igen må vi takke de unge for at sige højlydt fra!