Sæt hjernen i frigear

Dagdrømme

Det har sine fordele at trække stikket, flade ud og lade tankerne flyde frit – især i ferien. Her er 5 eksempler på, hvad der sker, når vi dagdrømmer og sætter hjernen i frigear.

1. Aktivitet

Hjernen går ikke i stå, når du stener og retter opmærksomheden indad. Tværtimod stiger aktiviteten især i den mediale præfrontale cortex, som er indersiden af hjernens pandelapper, ligesom der er højere aktivitet i dele af isselappen og tindingelappen.

Det betyder at hjernen bruger energi på fx at ordne tanker, opdage sammenhænge og bearbejde lydindtryk. Det er altsammen noget, der ikke er så meget båndbredde til, når hjernen skal tage sig af 1000 andre ting hele tiden.

2. Kreativitet

Det er velkendt, at virkelig kreative tanker ikke opstår, når man er meget fokuseret, fordi koncentrationen da låser én fast i bestemte tankemønstre.

Når kloge hoveder lader hjernen køre friløb og foretager sig noget helt andet, fx slår græs eller går en tur i skoven, kommer de store tanker ofte.

I et forsøg skulle studenter på to minutter finde på så mange måder som muligt at benytte en hverdagsgenstand på, eksempelvis en mursten. De, der forinden havde dagdrømt i stedet for at fokusere intensivt på problemstillingen, var 41 procent mere produktive og kreative, ifølge fagtidsskriftet Psychological Science.

3. Afslapning

Andre områder af hjernen falder nærmest i søvn under dagdrømmeriet, jf. fagtidsskriftet Nature Communications. Forskerne kalder det lokaliseret søvn. Visse dele af hjernen slapper fuldstændigt af, mens andre dele stadig er aktive.

4. Alfabølger

Hjernen kan ikke holde til at være 100 procent fokuseret hele tiden. Ved i bogstaveligste forstand at forlade den støjende omverden og fokusere på de indre tanker, træder hjernen ind i et stadie med alfabølger, der viser at dele af hjernen er rolige og afspændte.

Ifølge Harvard University’s Medical School er det, ligesom fx meditation, med til at lindre stress og ængstelse.

5. Endorfiner

Centralnervesystemet frigiver endorfiner, når tankerne flyder frit. Endorfiner virker smertelindrende, afslappende og fremkalder velbehag.

Scroll to Top