NEJ med god samvittighed

SIg nej med god samvittighed - ikke flere opgaver

Vi har alle sammen ret travlt til hverdag. Opgaver og gøremål hober sig op, og det kan være svært at overskue, hvad der egentligt er vigtig, hvis der aldrig er tid til bare at sætte sig ned og mærke efter. Derfor skal vi blive bedre til at sige nej med god samvittighed.

Derfor er det nødvendigt, at skabe bare en lille smule luft i kalenderen. Én af måderne kan være at blive bedre til at sige nej til alle de “usynlige” småting, som man kommer til at sige ja til, fordi man gerne vil være flink og hjælpsom.

Nej med god samvittighed

Det er for mange rigtig svært bare at sige nej, når man bliver spurgt om man vil gøre noget. Men øvelse gør mester, og med tiden kan alle blive bedre til at sige nej med god samvittighed. Men man skal som med så meget andet øve sig.

Det virker rigtig godt og stærkt, simpelthen bare at sige nej. Ingen bortforklaringer eller undskyldninger. Bare helt kort: Nej – eller nej tak.

Mange synes, det er hårdt, kontant eller afvisende, og det kan derfor være svært at gøre med god samvittighed. Så kan man godt lave en forklarende tilføjelse, men man behøver altså ikke.

Man kan evt. gemme det, til hvis man bliver spurgt “hvorfor”. Det bliver man nogle gange, men andre gange trækker spørgeren bare på skuldrene, og spørger den næste.

Begynd i det små

Hvis du har svært ved at sige nej med god samvittighed, så begynd med mindre ting:

  • Vil du sørge for fredagskage?
  • Vil du med ud at købe gave til “kollega Jytte”?
  • Skal du med til firmafesten?
  • Vil du med til svømning?
  • Må jeg låne din telefon?

Du skal selvfølgelig ikke sige nej til de ting, du gerne vil, men hvis du ikke har lyst, er det ok at sige nej.

Der er også nogle større eller tilbagevendende ting, man kan sige nej til. Eller i hvert fald blive bedre til også at få noget igen. Her tænker jeg mest på tid. Jeg aflaster dig lidt, og du aflaster mig lidt:

  • Må lille Peter køre med jer til spejder om tirsdagen? – Nej
    Her kan man evt. tilføje “ikke hver uge, men vi kan måske lave en kørselsordning, hvor vi skiftes med et par forældre mere?” — Så får du også selv fri en gang imellem.
  • Vil du hjælpe mig med at flytte? – Nej
    Jeg har for længe siden besluttet ikke selv at spørge mine venner, men hyre flyttefolk. Så kommer jeg altså heller ikke ud og flytter for andre.
  • Vil du hjælpe mig med at male træværk? – Nej
    Evt. kunne man foreslå at lave to arbejdsweekender: én weekend hos mig — og én weekend hos dig. Igen noget for noget. Så kan du få hjælp til havearbejdet eller hovedrengøring, hvis det er dét du har brug for.

Sid på hænderne

En anden strategi er ikke altid at melde sig som den første til alt muligt. Det kan være alt fra at arrangere sociale aktiviteter til at gøre noget praktisk.

Især på arbejdspladserne er det ofte de samme der melder sig. Ganske ofte kvinderne eller de unge. Samtidig er det så unfair, at det faktisk ikke er særligt karrierefremmende at stå for alle disse aktiviteter. Nærmest tværtimod.

Men igen, hvis du holder af disse opgaver, og gerne vil have dem, så skal du endelig sige ja. Men hvis du er lidt træt af det, og synes det er en belastning for dine øvrige arbejdsopgaver, så skal du måske tænke dig om en ekstra gang.

Næste gang nogen nævner noget, man eller nogen bør gøre, så sid på hænderne og hold munden lukket. Jeg er ret sikker på, at en anden tager opgaven, hvis den er vigtig nok. Hvis ingen tager den, var opgaven måske ikke så vigtigt.

Hvis der ikke står dit navn på en opgave, så lad den ligge. Jeg siger ikke, at det er nemt eller altid kan lade sig gøre, men med øvelse kan du blive bedre til det.

Hvis du skal tage opgaven, så bliver du nok spurgt direkte, og så kan du jo tage konkret stilling til om det er:

  • noget du skal – fx på dit arbejde
  • noget du vil – fx med din familie
  • eller noget du har lyst til – fx i din fritid

Undvigestrategier

Hvis du har svært ved at sige nej med det samme, så kan det være praktisk at have nogle strategier i baghånden, så man i det mindste ikke behøver sige ja lige med det samme.

Eksempler på undvigestrategier

  • Vi skal lige finde ud af, hvordan det passer med tiden i forhold til mine øvrige opgaver
  • Jeg kan ikke overskue flere opgaver lige nu
  • Jeg skal lige tjekke familiens kalender
  • Jeg skal lige koordinere med familien
  • Jeg har en anden aftale den dag
  • Jeg har så mange andre ting i den periode

Husk formålet med at sige nej

Du skal jo ikke sige nej, bare for at sige nej og være kontrær. Formålet er at skære bare lidt ned på alle de opgaver, der fylder din kalender og tager din energi. Det er meningen du skal få lidt tid og overskud til dig selv og de ting, du gerne vil.

Selv hvis det bare er at have lidt fritid uden aktiviteter. Tid til restitution og hvile. Det er helt ok. Du må godt!

Men du kan kun slappe af, hvis du har samvittigheden i orden.

Scroll to Top