
Rutiner og gode vaner kan hjælpe dig til at reducere antallet af beslutninger. Hvis det er en rutine, behøver du ikke tænke over det. Det er bare noget du gør.
I det moderne liv er mange husmor-dyder forsvundet. Men behovene er ikke forsvundet. Nu dukker de bare op fra tid til andet, senest i hele debatten om “the Mental Load”. Jeg nævner nogle gode rutiner nedenfor, men det er vigtigt, at du justerer dem, så de passer til din familie.
Bemærk! Jeg tager ikke stilling til HVEM i husstanden, der skal være tovholder på de enkelte opgaver. Det fordeler man bedst i den enkelte familie. Men når opgaverne kommer på den fælles lystavle, bliver det lidt lettere at deles om dem.
Ugentlige rutiner
Der kan være ræson i at lægge nogle aktiviteter på faste ugedage. Så husker man det og skal nærmest slet ikke tænke over det (når det er blevet en rutine). Og når opgaverne er faste og kendte af alle, kan alle bedre tage deres del.
- Mandag: Gøre køkken rent – skifte dug/dækkeservietter
- Tirsdag: Fritidsaktivitet
- Onsdag: Gøre badeværelser rene
- Torsdag: Supplerende indkøb + Fritidsaktivitet
- Fredag: Hygge, gæster el.lign.
- Lørdag: Støve af, støvsuge og vaske gulve
- Søndag: Lave madplan, købe ind (husk returpant), lave stor portion mad (evt. til fryseren), evt. stryge tøj
Familiens kommandocentral
Ting, der ikke har en fast plads, roder og havner alle mulige tilfældige steder, hvor de let bliver væk, glemt eller overset.
Etablér en slags kommandocentral for familien. Det skal være et centralt sted i boligen (køkken, alrum, stue eller entré), hvor alle hyppigt kommer/mødes i løbet af dagen. (Det skal således IKKE være inde i soveværelset eller arbejdsværelset.)
Så ved man hvor man skal gøre af alt det, man nu har i lommerne, når man kommer hjem. Og man kan let finde det, når man skal ud ad døren næste gang.
- En opslagstavle med plads til: kalender, aftaler, invitationer, beskeder og indkøbslister
- Hylde/dueslag med plads til: solbriller, tegnebog, mobiltelefoner & -opladere – Brug evt. en lille kurv pr. person i husstanden
- Kroge til: nøgler og andre småting, der kan hænge (fx taskeparaply)
Daglige aftenrutiner
Når det er ved at være sengetid, kan man passende bruge lidt tid på at “nulstil dagen” og gør klar til i morgen.
Nulstil dagen
- Ryd op i køkken, stue, gang
- Sæt opvaskemaskinen i gang
- Læg det rene vasketøj på plads
- Sæt vaskemaskinen
Hvis I er en større familie, skal der sikkert vaskes flere gange om ugen, men med en fast rutine om at sætte vaskemaskinen i gang om aftenen, kommer der lidt flow i det. Tøjet skal så tages ud, hænge til tørre eller i tørretumbleren om morgenen, så det er tørt, når I kommer hjem efter skole/arbejde.
Gør klar til i morgen
- Smør madpakke
- Pak taske
- Læg tøj frem
- Dæk evt. bord til morgenmaden
- Sæt vækkeuret
Gør det til en hyggelig aftenrutine, som alle deltager i. Børn skal ikke være ret gamle, førend de selv kan være med til at smøre madpakke, pakke skoletaske og finde tøj frem til næste dag.
Rolige morgenrutiner
Giv dig selv en rolig start på dagen, ved at stå et kvarter tidligere op. Sæt dig med en kop te/kaffe og dan dig et overblik over dagen og sæt en intention: I dag bliver en god dag, fordi… Tænk på og glæd dig over det gode der venter i dag.
Glæd dig over overblikket og forberedelserne fra rutinerne i går:
- Kommandocentralen: Her er overblik over dagens aftaler + man kan finde nøgler og mobiltelefon
- Gårsdagens forberedelse: Bedre tid: alle får en rolig start på dagen, hvilket giver en bedre dag i det hele taget
- Hæng vasketøj til tørre og/eller sæt tørretumbleren i gang (efter nattens tøjvask)
De ting, man alligevel skal gøre
De nævnte ting er ikke på nogen måde nye opgaver, der bare øger arbejdspresset i en i forvejen travl hverdag. Tværtimod er det de opgaver, som alligevel altid er der.
Ved at røre dem til rutiner, sætte dem i kalenderen og på To-do-listen bliver opgaverne fordelt ud over ugen, så du ikke altid skal bruge hele weekenden på rengøring, indkøb og tøjvask. Nu bliver der også tid til at slappe af, hygge sig og lave noget sjov, så energidepoterne (især de mentale) bliver fyldt op.
Jeg kan kontaktes via mail: anette@fiibii.dk eller telefon: 9399 4371
Du kan også bruge kontaktformularen – sikrere end en papirflyver
